Fru Nielsens – Amber abbey ale – bryg 15

Fra Fru Nielsens skattekammer

Denne øl er brygget d. 26 april 2020 og er tappet på flasker d. 12 maj samme år.

Amber abbey ale er en ret ny Flamsk/Belgisk øltype, som er næsten frugtagtig med en tone karamel og lidt af gær. Den Tyske eller Tjekkiske Saaz humle som normalt bruges til undergæret pilsner øl, er ikke så fremherskende, men til gengæld er øllet mere præget af maltens blanding af tysk Munich, en let karameliserede Cara Ruby samt en Belgisk Amber malt. Tilsammen giver denne blanding en meget lækker og fint afstemt overgæret øl.

Bryggeprocessen er traditionel med mæskning, urtkogning, nedkøling, gæring, tapning og lagring. Mæskningen tager lidt længere end normalt, for denne øl. Her trækkes enzymer og sukkerstof ud af den forspirede og ristede bygmalt, ved at cirkulere 77 graders vand igennem bygmalten i 90 min. Den lange mæske-tid giver både lidt mere sukkerstof i “urt’en”, og giver også en smuk gylden farve.

Efter brygningen har øllet gæret i 14 dage ved stuetemperatur, i fruens lille træ-værksted i kælderen. (Vi diskuterer godt nok lidt om det stadig er et værksted, eller om det måske ikke har vundet hævd på nu at være et øl-rum).

Dette bryg blev til 22 liter skøn Amber Abbey Ale med en alkohol procent på 5,07% før lagring. Lige før øllet blev tappet på flasker er der tilsat 105 gram økologisk rørsukker opløst i 2 dl. vand. Dette tilsikre at den kontrollerede gæring er fortsat i flasken under lagring, hvilket danner naturlig carbondioxid (kulsyre) – alias brus og øl-skum. Det vil også sige at alkoholprocenten er hævet lidt i det færdige produkt. Industrielle bryggerier tilsætter “kunstig” kulsyre til deres øl under tryk – men den slags snyd bruger vi ikke i Fru Nielsens mikrobryggeri !

Vores øl er lagret i rigelig tid i vores gamle kartoffel-rum under vores garage. Her er altid køligt og mørkt.

Smag og nyd vores Amber Abbey Ale. Den er brygget med kærlighed.

Skål og velbekomme.

Brygmesteren.